Velkommen til Lilleby                

Et Fællesskabshus for alle os med små børn <3
Her samles vi om forløb, legestue, arrangementer og plads til bare at komme og være.
Vi er et helle, hvor vi smider skoene, hilser på hinanden, sænker skuldrene og leger sammen. 

Foreningen Lilleby er dit, mit og vores, og er drevet af en flok ildsjæle,
som alle drømmer om landsbyen i byen <3 

I Lilleby finder du forløb, arrangementer og
Åbent Klubhus.

Under fanen “det sker i Lilleby” kan du finde alle vores forløb og kommende arrangementer.

Om Lilleby

Det kræver en landsby

Det er en kæmpe forandringsproces at blive forældre. Ikke bare første gang men også anden, tredje, fjerde (indsæt selv tal) gang. Derfor er det rart at have mennesker i sit liv, som står i samme livssituation. Et fællesskab, et netværk hvor der er hjælp at hente. 

“Det kræver en landsby at opfostre et barn” lyder ordsproget. Sådan en landsby er ikke bare værdifuld på landet - det er den også i byen. Sådan et sted er Lilleby.


Fællesskab for alle 

Lilleby er for dig der er gravid, dig der har født, dig der er partner, dig der er på barsel, dig der er forældre og for børn fra 0-6 år. Med sin placering i hjertet af Aarhus C er det let tilgængeligt at komme til. Vi tilbyder holdundervisning, legestuer, foredrag og aktiviteter fordelt over hele ugen, året rundt. 

Lilleby er et hus i bevægelse, så uanset om din livsfase er gravid, barslende, hjemmepasser eller småbørnsforældre er Lilleby rammen, hvor der er plads til at danne og udfolde relationer. 

Her kan de mindste (og de voksne) gennem leg og aktiviteter øve sig på livet og være nysgerrige på sig selv og hinanden. 


Rum i børnehøjde  
  

Huset er indrettet ud fra børnenes behov med den tanke om, at de voksne kan sænke skuldrene lidt mere og nyde en varm kop kaffe, når indretningen tager afsæt i de smås behov. For hos Lilleby skal det være trygt og rart at være både for børn og voksne. Selvfølgelig er der også pusle-, amme- og spisefaciliteter til de allermindste. Barnevogne kan stå ude i vores lukkede og overdækkede gård.